Lyt fra dig selv ikke til den anden

Den primære barriere for at opbygge dyb kommunikation og stærkt samarbejde er tillid.

Vi indgyder tillid hos et andet menneske, når deres nervesystem opfanger signaler der bekræfter dem i, at vi ikke udgør en fare, er interesserede, og at de ved hvor de ”har os”. Som man siger på engelsk: "They don't care what you know, until they know that you care".

Hvordan indstiller vi os på at være åbne, interesserede og på deres side? Det er nemlig en ind-stilling vi skal foretage os.

Lytter du til fortællingen eller personen?

Kvaliteten af vores lytning er i høj grad afhængig af, hvorfra vi lytter.

Det betyder at vi er mere opmærksomme på hvordan vi selv reagerer på det der bliver sagt, fremfor at lytte til det der bliver sagt. Den anden oplever nu at vi lytter til dem – til dét de prøver at udtrykke – og ikke kun de ord de siger.

Vi udviser en større grad af omsorg, fordi vi er optaget af hvordan vi bliver berørt af dem, frem for hvad vi mener om deres fortælling.

Det er forskellen på at møde den anden person som helt menneske, fremfor kun at koncentrere sig om det lille udsnit af deres væsen, der bliver udtrykt igennem fortællingen.

Det er en stor forskel.

Når vi tør slippe behovet for at “lytte ordentligt efter”, og i stedet oparbejder vores opmærksomhed og nærvær, så kommer vores følelsesmæssige og kropslige intelligens op i gear. Vi begynder at opbygge en tryg relation, når vi “ser” mennesket bag fortællingen.

Vi opnår en markant dybere forståelse, når vi opfatter deres fortælling på baggrund af deres menneskelighed.

Spørgsmål der egentligt ikke er

De fleste har lært at det er bedre at stille spørgsmål end at give gode råd - i hvert tilfælde når det handler om komplekse, menneskelige relationer.

Når vi stiller et spørgsmål, så beder vi om noget fra den anden: Et svar.

Grundlæggende set er et spørgsmål en forstyrrelse. Det er en omdirigering; en insisteren på at de koncentrerer sig om et specifikt aspekt af deres tanke proces.

Er vores spørgsmål ment som en støtte og opmuntring til dem eller os selv?

Ofte stiller vi spørgsmål, hvor vi allerede kender svaret. Vi kender måske ikke detaljerne og vi ville have formuleret det anderledes, men vi ved godt hvad essensen i svaret er.

Det kræver kun et minimum af selv-observation at indse, at det er sådan det forholder sig.

Vores ønske om at hjælpe den anden, har pludselig forandret sig til et krav om at den anden “hjælper” os, med psykologisk at stive os selv af: “Jeg vidste det!”

Hvor spørger du fra?

Hvordan stiller vi bedre spørgsmål? Spørgsmål, der belyser, fordyber og udvider vores bevidsthed og forståelse…

Hemmeligheden bag gode spørgsmål, handler om at have tålmodighed. At vente på at min egen indre tilstand bliver bevæget af fortællerens anstrengelse for at finde svar.

Når vi udviser tålmodighed, så skaber det også et åndeligt pusterum for fortælleren og giver dem plads til at udtrykke de bagvedliggende følelser og frustrationer. Det i sig selv opbygger tillid.

Dét er empati: Når min menneskelighed - med alle dens modsætninger imellem tvivl og sikkerhed, smerter og lykke - bliver vækket i genkendelsen af et medmenneske der kæmper med de samme grundlæggende spørgsmål: Hvordan skal jeg forstå omstændigheden? Hvordan skal jeg agere?

Et spørgsmål har større chance for at bevæge samtalen ind i et interessant og produktivt terræn, hvis den anden oplever at det er prisen værd; hvis det nøder fortælleren til at udforske muligheder de endnu ikke har overvejet.

Når vi er opmærksomme på vores egen reaktion - når vi lytter fra os selv - så er det nemmere at opdage når vores nysgerrighed er vækket. Vi bliver kun nysgerrige på det vi ikke véd eller forstår.

I dét øjeblik er der en sprække der åbner op til det egentligt ukendte og som lytter er vi i en unik position til at lægge mærke til det. Fortælleren koncentrerer sig om at levere en sammenhængende historie - at huske de vigtige punkter - hvorimod vi har overskud på den mentale båndbredde, især hvis vi ikke er ”fanget” af fortællingen.

Nysgerrighed er en instinktiv reaktion. For at omsætte det til et spørgsmål der transcenderer vores personlige idiosynkrasier - så det udvider sprækken og lader bevidsthedens lys eksponere det ukendte 1. - bliver vi nødt til at opgradere det til interesse.

Her er min egen definition: Når vi gør os umage med vores nysgerrighed, så bliver det til interesse.

Det vi gør os umage med er, at udforske nysgerrigheden - at afstå fra at dømme - og give vores følelsesmæssige og kropslige intelligens tid til at virke. For mig er “interesse” en kombination af den instinktive nysgerrighed og intellektet, således at hele vores sanselige, emotionelle og kognitive væsen kommer i spil.

At indstille sig på interesse

Alt det ovenstående er nødt til at udspille sig gennem handling (eller mangel på samme) for at gøre en forskel. Handling er kroppens domæne. Det er kun det kropsliggjorte der kan omsættes til handling.

Handling findes dog i forskellige “kvaliteter”. For at bruge en simpel modsætning:

• Den viljestyrede handling, som udspringer af fokus

• Den værens-baserede handling der udspringer af opmærksomhed

Læs mere om den vigtige forskel på fokus og opmærksomhed her

For at lytte fra os selv, har vi brug for væren frem for gøren. Vi har brug for at vække vores opmærksomhed og ikke lade fokus få overtaget.

Start med nogle sanselige opmærksomhedspunkter:

• Sans dit åndedræt. Hvis du allerede har kendskab til åndedrætsøvelser der hjælper dig med at slappe af og blive mere nærværende, så brug endelig dem. Hvis ikke, så er det egentligt meget enkelt (omend ikke altid så let). At lægge mærke til en hvilken som helst sanselig oplevelse, er fundamentet for at kultivere opmærksomheden. Åndedrættet er et godt sted at starte, fordi det består af en konkret, mærkbar bevægelse inde i kroppen.

• Du kan benytte Indåndings-impulsen til at begynde med. Dernæst lad åndedrættet blive naturligt igen.

• Sans dine fødder (eller hænder). At skabe jordforbindelse er en konkret sanselig tilstand. Det er ikke bare en talemåde for at være fornuftig. Den hurtigeste måde er ved at lade fodsålerne slappe af - ned i jorden. Forsøg at få en konkret, sanselig fornemmelse af tyngde i fødderne, så det føles som om fodsålerne synker lidt ned i jorden.

• Det kan være en udfordring for nogen overhovedet at sanse sine fødder. I så fald kan du prøve det samme med hænderne. Lad dem hvile i skødet eller på lårene, og lad dem synke ned dér.

• Vær opmærksom på rummet over dig. Mange har tendens til at forkorte nakken og rygsøjlen. Det hæmmer vores mulighed for at lade opmærksomheden række ud i verden. Undlad at strække nakken/ryggen (det er bare en anden form for spænding), bare prøv at fornemme at der er plads oppe over hovedet. Det giver ofte en lettere fornemmelse igennem hele kroppen.

• Hvis alt det her sansning er helt nyt for dig, så er åndedrættet og fødderne rigeligt til at starte med. Du kan altid komme tilbage til opmærksomheden over hovedet, når du har fundet fodfæste i åndedrættet og fødderne.

Du kan læse en trin-for-trin guide her.

Dét er indstillingen på interesse, hvor du er interesseret i din egen tilstand og reaktioner - helt konkret.

Her begynder du at lytte fra dig selv og ikke til den anden.

God fornøjelse

1. Hatten af for Leonard Cohens lyrik: "There's a crack in everything. That's how the light gets in."